Skip til hoved indholdet

Genvalg til FællesBo formand

Gå tilbage

Genvalg til FællesBo formand

Tilføjet 25. maj 2022

 

Finn Stengel Petersen blev, efter kampvalg, genvalgt som formand for boligorganisationen FællesBo

 

Finn Stengel Petersen fortsætter som formand for boligorganisationen FællesBo de næste to år. Det besluttede repræsentantskabet tirsdag aften.
Der var lagt op til kampvalg mellem de to kandidater til formandsposten: Formand Finn Stengel Petersen og Knud Villy Mogensen.

Med 62 stemmer fra de i alt 108 fremmødte repræsentantskabsmedlemmer sikrede Finn Stengel Petersen sig overbevisende posten som formand mod 43 stemmer til Knud Villy Mogensen. Der blev afgivet 3 blanke stemmer.

Finn Stengel Petersen, der har haft posten som bestyrelsesformand siden november 2020, gik til valg på at støtte op om beboerdemokratiet og sikre det gode liv for beboerne.

– Jeg er meget glad og taknemmelig for genvalget og synes, at beboerdemokratiet har talt sit tydelige sprog og bakket mig op. Jeg brænder for arbejdet i organisationsbestyrelsen, og jeg glæder mig til at fortsætte som formand for FællesBo. Jeg vil have fokus på, at FællesBo fortsat er en professionel organisation, der tilbyder attraktive boliger til vores beboere, siger Finn Stengel Petersen.

Finn Stengel Petersen er 67 år og bor i afd. 400 Gadegårdsvej i Lind. Han har været medlem af organisationsbestyrelsen siden 2018. Ud over sin formandspost for FællesBo, er Finn Stengel Petersen også formand for afdelingsbestyrelsen i afd. 400 Gadegårdsvej.

Repræsentantskabet genvalgte desuden følgende medlemmer til bestyrelsen: Freddy Horsleben, Bo Kristensen, og Jan Sloth Nielsen. Derudover blev Sarah Primdahl fra afd. 107 Porshøj valgt ind i bestyrelsen.

Organisationsbestyrelsen består derudover af: Næstformand Mona Hedegaard, Dinna Andrup Madsen, Jesper Schreiber, Lone Cole, Mette Østergaard og medarbejderrepræsentanten Mette Junge Povlsen.

Som suppleanter blev valgt: Palle Frost Mortensen, Danni Hansen, Peter Altenhofen, René Meyhoff og Ulrich Fleron Wisth.

For yderligere oplysninger: Kontakt formanden for FællesBo, Finn Stengel Petersen, telefon 2022 4145.