---
title: "Renoveringen af 326 boliger omkring Sct. Johannes Kirken er skudt i gang"
description: "Første hammerslag i afd. 104 Fredhøj"
date: "2025-05-23"
created: "2025-05-23"
---

[Hjem](https://faellesbo.dk/)

                    [Om Fælles Fremtid](https://faellesbo.dk/om-faelles-fremtid)

                    [Renoveringer](https://faellesbo.dk/om-faelles-fremtid/renoveringer)

                    [Afd. 104 Fredhøj](https://faellesbo.dk/om-faelles-fremtid/renoveringer/afd-104-fredhoej)

                    [Sidste nyt fra renoveringen](https://faellesbo.dk/om-faelles-fremtid/renoveringer/afd-104-fredhoej/sidste-nyt-fra-renoveringen)

                [Renoveringen af 326 boliger omkring Sct. Johannes Kirken er skudt i gang](https://faellesbo.dk/om-faelles-fremtid/renoveringer/afd-104-fredhoej/sidste-nyt-fra-renoveringen/renoveringen-af-326-boliger-omkring-sct-johannes-kirken-er-skudt-i-gang)

# Renoveringen af 326 boliger omkring Sct. Johannes Kirken er skudt i gang

## Renoveringen af 326 boliger omkring Sct. Johannes
Kirken er skudt i gang

*Torsdag 21. maj 2025 blev en vigtig milepæl nået på Fredhøj, hvor FællesBo sammen medbeboere og entreprenøren Egil Rasmussen A/S officielt markerede starten pårenoveringen af 326 boliger omkring Sct. Johannes Kirken.*

**Startskuddet til et stort løft**

Der var smil og god stemning, da det traditionelle første hammerslag blev
slået, og startskuddet dermed lød til den længe ventede renovering. Mange
beboere var mødt op for at fejre, at projektet nu for alvor er i gang.

– Afdelingen er fra 1948, og der er selvfølgelig blevet lavet
småforbedringer gennem årene, men det er nu, bygningerne får den helt store
omgang, de fortjener. Vi glæder os til at give Fredhøj nyt liv – både inde og
ude, fortalte projektleder Lars Simonsen.

Han forklarede også, at renoveringen blandt andet skal forbedre
indeklimaet, fjerne problemer med fugt og kulde samt sikre bedre isolering og
ventilation.

Renoveringen er muliggjort med støtte fra Landsbyggefonden samt bidrag
fra FællesBo og Herning Kommune. Den samlede renoveringsudgift er på cirka 550
millioner kroner.

**Byggepladsen er ikke en legeplads**

Som en del af arrangementet demonstrerede håndværkerne fra
entreprenørfirmaet Egil Rasmussen en af de store maskiner – og understregede
dermed tydeligt, at byggepladsen ikke er et sted for uvedkommende. To cykler
var med vilje blevet placeret i maskinens kørebane og blev kørt over af
larvefødderne som påmindelse om, hvor farligt det kan være at bevæge sig i
området under arbejdet.

**Fokus på beboerne**

Formand for FællesBo, Finn Stengel, holdt tale og anerkendte, at det for
mange beboere er en stor opgave at skulle flytte midlertidigt ud af deres hjem:

– Det er aldrig let at pakke sit liv ned, især ikke hvis man har boet det
samme sted i mange år. Det kræver både overblik og tålmodighed. Men vi tror på,
at det bliver det hele værd. Når I vender hjem, venter der jer boliger med nye
køkkener, badeværelser, gulve og døre. Jeg er sikker på, at I vil opleve dem
som små perler, man virkelig kan føle sig hjemme i, sagde han.

**Boliger og fællesarealer i forvandling**

Renoveringen omfatter blandt andet nye tekniske installationer, større og
mere funktionelle badeværelser og køkkener. Alle boliger får nye gulve og
bliver malet, så de fremstår lyse og moderne.

Også udendørs bliver der gjort meget for at skabe et attraktivt miljø. De
fællesarealer, der forbinder bygningerne, får nye stier, beplantning og
flisebelægning, og der bliver anlagt nye opholdszoner.

**Klar i 2029**

Renoveringen af Fredhøj udføres i etaper og forventes helt færdig i løbet
af 2029. Inden da skal alle boliger gennem en grundig forvandling – og beboerne
en midlertidig flytning – men målet er klart: Fredhøj skal være et endnu bedre
sted at bo, nu og i mange år frem.
