Du må gerne ændre på din bolig
Når du bor til leje hos FællesBo, har du ret til at forbedre og/eller forandre din bolig, så den passer til dine ønsker og behov. Du kan foretage små justeringer eller store ændringer – det er op til dig. Det kaldes din råderet.
Din ret til at foretage ændringer i en almen bolig er lovbestemt, og der er tre former for råderet:
Installationsretten
- hvor du som beboer har ret til at foretage installationer som fx opvaskemaskine, vaskemaskine og parabol, såfremt der er kapacitet i ejendommen, men du skal selv betale udgifterne til de hårde hvidevarer og til installering.
Individuel råderet
- hvor du selv bestemmer, hvad der skal ændres, og du selv sørger for, at arbejdet bliver finansieret og udført. Ved forbedringer af boligen, kan du ved din fraflytning få økonomisk godtgørelse for dine dokumenterede udgifter til forbedringerne. Opsætning eller nedtagning af ikke-bærende vægge giver ikke ret til godtgørelse ved fraflytning.
Kollektiv råderet
- hvor der på afdelingsmødet besluttes, hvilke forbedringer beboerne skal tilbydes, og hvad rammerne skal være, fx hvor meget forbedringen maksimalt må koste.
Hver boligafdeling har sit eget råderetskatalog med muligheder og regler for netop din bolig.
HUSK at ansøge først
Inden du bruger din råderet og begynder at ændre på din bolig, skal du ansøge om det hos FællesBo. Det gælder også installation af hårde hvidevarer, opsætning af parabol med mere.
Du skal udfylde og indsende et ansøgningsskema til FællesBo. Og det er vigtigt, at du ikke sætter arbejdet i gang, før du har fået svar fra FællesBo.
Ansøgningsskemaet finder du på Min Side.