Når du flytter, skal du vide...
Din bolig skal synes
Alle boliger skal synes. Dog tager synet kun ca. 30 minutter, i stedet for 90 minutter, som normalt. Ved fraflytningssynet i den oprindelige bolig foretages en gennemgang af boligen.
Husk at gøre rent og tømme dit kælderrum
Det, der bliver lagt allermest vægt på ved fraflytningssynet er, om der er gjort tilstrækkeligt rent! Det er vigtigt, idet nedbryderne skal ind i boligerne og fjerne fx toiletter og komfurer, når renoveringen går i gang. Er der ikke rengjort tilstrækkeligt, vil der blive rekvireret et rengøringsselskab, som lejeren skal betale. Der vil i forbindelse med fraflytningssynet ligeledes blive tjekket, om kælderrummet er tømt.
Du skal selv sørge for flytning af telefon, TV og internetforbindelse samt indboforsikring. FællesBo betaler for rimelige udgifter herved.
Du pakker selv
Som udgangspunkt pakker du selv ned i udlånte flyttekasser, som fås ved henvendelse til ejendomsfunktionæren i din afdeling. Du kan beholde nogle af flyttekasserne, så du ikke behøver at pakke alle kasser ud under din midlertidige genhusning.
Vi har valgt at samarbejde med et flyttefirma, som har stor erfaring med flytning for lejere i forbindelse med genhusninger. Du kan vælge at bruge flyttefirmaet uden beregning, så det bliver nemt for dig at flytte!
Hvis du vælger at flytte selv, vil du modtage én huslejekompensation pr. flytning.
Når du fjerner tæpper
Du skal være varsom, når du fjerner dine tæpper, hvis du ønsker at bruge dem igen. Tæpper, der ødelægges, kan kun i visse tilfælde erstattes. Her følger vi de samme regler, som forsikringsselskaberne bruger. Det betyder blandt andet, at du skal kunne dokumentere tæppets alder og indkøbspris. Tæpper, som er mere end 10 år gamle, erstattes ikke.
Vi aflæser målere og giver værkerne besked
Målerne aflæses ved både ind- og fraflytning. Som del af vores service sørger vi for besked til værkerne om, at du flytter.